Der var udtalt begejstring blandt de fremmødte på baneterrænet på Hovedstadens Letbane kontrol- og vedligeholdelsescentret i Glostrup. Det flunkende nye grønne tog skinnede i septembersolen.
Hovedstadens Letbane vil løbe gennem ti kommuner fra Lyngby i nord til Ishøj i syd.
Borgmester i Gladsaxe og næstformand i bestyrelsen for Hovedstadens Letbane, Trine Græse, påpeger, at for de mange kommuner som ejer letbanen, vil det betyde en stor stigning i både tilflyttere og arbejdspladser.
– Det er en drøm der går i opfyldelse med dette første tog. Vi har set frem til længe at Hovedstadens Letbane skulle blive til virkelighed, og nu sker det næsten med dette tog. Hele vejen langs Ring 3 skyder der virksomheder og domiciler op, og vi forventer flere tusinde nye arbejdspladser og tilflyttere, sagde Trine Græse.
Ifølge bestyrelsesformand for Hovedstadens Letbane, Jakob Thomasen, så er der tale om et af de største investeringer i den kollektive trafik i nyere tid:
– Toget er grønt, og det er også et grønt signal vi sender med letbanen. Letbanen imødekommer et stort og stigende behov for grønnere mobilitet. En styrket kollektiv transport vil understøtte vækst og udvikling i hele hovedstaden ved at binde seks S-togslinjer samt regionaltogstrafikken sammen på tværs. Letbanen kommer kort sagt til at ændre den kollektive trafik i hele området.
Fakta om letbanetoget
- Hvert tog består af fire vogne og har plads til ca. 260 passagerer.
- De nye letbanetog bliver ca. 2,65 meter brede, ca. 37 meter lange og 3,5 meter høje.
- Togene kan køre 80 km/t, men vil i praksis køre højest 70 km/t på strækningen mellem Lyngby og Ishøj.
- Letbanetoget forsynes med strøm via en køreledning, og toget vil for det meste køre i sit eget spor, et såkaldt tracé. I vejkryds og enkelte andre steder kommer det til at køre blandet med den øvrige trafik.
- Et letbanetog kan dreje skarpere, bremse hurtigere og håndtere større hældninger end et almindeligt tog. Derfor egner det sig godt til at køre i byområder.
- Toget er indrettet med fire flexområder, hvor der vil være plads til kørestole, barnevogne og cykler. Derudover er toget indkøbt med et gulv uden niveauskift, så kørestole, barnevogne og cykler nemt kan flyttes inde i toget og til den nærmeste udgang.