Ny aftale skal få flere piger og drenge på banen

Publiceret 07-09-2023

Herlev Kommune, DBU og DBU Sjælland indgik i går den 6. september en velfærdsalliance, der handler om at skabe endnu flere gode oplevelser i de lokale fodboldklubber og få flere piger og drenge på banen. "Børn og unges trivsel er et vigtigt emne i disse år. Her har fællesskabet om sport og motion, noget at byde på”, siger borgmester Thomas Gyldal Petersen.

Vi har en aftale! Tirsdag eftermiddag mødtes borgmester Thomas Gyldal Petersen (midt) med DBU's formand Jester Møller (th.) og DBU Sjællands formand Jakob Koed og underskrev velfærdsalliancen.

Pige- og kvindefodbolden er under rivende udvikling såvel nationalt som internationalt. Det betyder blandt andet, at fodboldklubberne har større fokus på prioritering af pigefodbolden samt opstart af lokale og attraktive fodboldtilbud for piger og kvinder. I Herlev Kommune er der et stort udviklingspotentiale for pige- og kvindefodbolden og DBU Sjælland og DBU vil gerne i samarbejde med Herlevs fodboldklubber bidrage til den udvikling.

 Det er et af flere elementer i den samarbejdsaftale, som borgmester Thomas Gyldal Petersen, DBU’s formand Jesper Møller og DBU Sjællands formand Jakob Koed underskrev onsdag eftermiddag 6. september.

Sunde fællesskaber

Velfærdsalliance indeholder også initiativer med et bredere fokus på ungdomsfodbolden som helhed og på samarbejde mellem fodboldklubberne. For fodbold er ikke bare fodbold. Det kan være en invitation til et fællesskab, bidrage til personlig udvikling og give øget mental sundhed. Og netop disse tre elementer er vigtige i den nye velfærdsalliance mellem Herlev Kommune, DBU og DBU Sjælland.

Borgmester Thomas Gyldal Petersen glæder sig over aftalen.

– Jeg er glad for, at vi nu tager fat på et samarbejde om at styrke fællesskab og trivsel for særligt børn og unge i vores foreninger. Jeg glæder mig til at følge initiativerne i aftalen, blandt andet Get Movin’-indsatsen, der blandt andet skal øge spilleglæden og skabe nye rollemodeller i pige- og kvindefodbolden. Børn og unges trivsel er et vigtigt emne i disse år. Her har fællesskabet om sport og motion, noget at byde på, siger Thomas Gyldal Petersen, borgmester i Herlev Kommune.

Klubberne har sat deres præg

Forud for indgåelsen af velfærdsalliancen har der været en tæt involvering af kommunens klubber, der har haft mulighed for at præge aftalens indhold. Resultatet er en aftale til gavn for både borgerne og fodboldklubberne i Herlev Kommune. DBU’s formand Jesper Møller ser også frem til samarbejdet.

– Pigefodbolden er i rivende udvikling i disse år. Det er fantastisk, at vi i samarbejde med fodboldklubberne og Herlev Kommune kan understøtte muligheden for, at endnu flere piger og drenge kan indgå i fodboldens fællesskaber på lige vilkår. Det kan kun lade sig gøre ved et stærkt samarbejde med DBU Sjælland og fodboldklubbernes fantastiske frivillige og jeg glæder mig til følge aktiviteternes effekter i årene frem, siger Jesper Møller.

Udvikling og prioritering af ungdomsfodbolden

I aftalen ligger blandt andet også en styrkelse af klubbernes ungdomsafdelinger. DBU Sjællands formand Jakob Koed sætter pris på, at aftalen både har fokus på klubledere og trænere.

– Jeg er glad for, at vi med tiltagene i aftalen kan understøtte kommunens klubber med udvikling og prioritering af ungdomsfodbolden i Herlev Kommune. Derudover glæder det mig, at der både er fokus på at understøtte det strategiske arbejde i bestyrelserne samt at inspirere og give nye værktøjer til de mange ungdomstrænere, der gør en forskel ude på banerne”, siger Jakob Koed.
Som en del af aftalen indgår der også understøttelse af talentudviklingsmiljøer gennem et udviklingsforløb med DBU og DBU Sjælland.  

Fakta om aftalen

Velfærdsalliancen mellem Herlev Kommune, DBU og DBU Sjælland indeholder følgende initiativer:

  • Udvikling af pige-/kvindefodbold gennem det nationale Get Movin’-projekt, der er støttet af DBU og Nordea-Fonden. Projektet sigter mod at skabe ligeværd mellem kønnene i fodbolden gennem bl.a. kvindelige rollemodeller, diversitetsakademier, uddannelse af en ny generation af trænere og dommere samt skole- og SFO-aktiviteter
  • Udvikling af ungdomsfodbold gennem klubudviklingsforløb bl.a. via DBU’s kommende ungdomsstrategi for breddefodbolden. Derudover vil kommunens klubber blive understøttet i at arbejde med rekruttering og fastholdelse, træneruddannelse og inspiration til klubbernes ungdomstrænere.
  • Understøttelse af talentudviklingsmiljøer med DBU og DBU Sjælland.
  • Baggrund: Herlev Kommune har tidligere haft en Velfærdsalliance/partnerskabsaftale med DBU - fra januar 2017. I den tidligere aftale var der fokus på at bruge fodbolden som løftestang til at få unge uden for arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet i beskæftigelse. Her har der blandt andet været samarbejde om et beskæftigelsesprojekt i B73. I DBU-sammenhæng er den tidlige aftale kendt som ”Herlev-modellen”.

Derudover indeholder aftalen muligheder for at drøfte initiativer om øget samarbejde på tværs af klubberne samt mulighed for at udvide samarbejdet med DBU til også at indeholde ungdomslandskampe eller andre events. 

Pressekontakt
Herlev Kommune: Pressse- og kommunikationskonsulent Thomas Kokholm Nielsen på tlf. 21383465
DBU: Kommunikationskonsulent Anne Tjell på tlf. 28301786
DBU Sjælland: Kommunikationschef Peter Otto Vest Hansen på tlf. 21765370

Tilmeld nyhedsbrev

Bliv opdateret på natur, kultur, byliv og alt det, der betyder noget for dig i Herlev.

Felter med (*) skal udfyldes