Der er kaffe på kanden og hjemmebagte kanelsnegle. Og så står der en flaske af Elinors hjemmelavede likør på bordet.
Det er stadig sommer i september og nyttehaverne bugner af blomster og grøntsager.
– For mig er 50 procent det sociale, 25 procent det grønne og 25 procent fysisk aktivitet, siger Lasse Andersen.
Han har haft have i ti år. Først en af nyttehaverne, og for nogle år siden flyttede han ned på ”pensionistgangen”, som det hedder. Nyttehaverne er 150 m2, mens pensionisthaverne er 75 m2. Der er faktisk flere ledige pensionisthaver, mens der er en relativ kort venteliste til nyttehaverne.
– Der er mere liv i løbet af dagen på pensionistgangen. Jeg kendte nyttehaverne fra min barndom i Herlev. Der hjalp vi nogle gange de gamle damer med at grave have og sådan noget. Da jeg vendte tilbage til Herlev, tænkte jeg, at sådan en må jeg have. Men der er mange der ikke ved, at haverne eksisterer. Det er sådan lidt et glemt hjørne, siger Lasse Andersen.
Jord under neglene
Karen Margrethe Jensen har også have på pensionistgangen. Hun er tidligere økonoma og har arbejdet i køkkener. Det er hende, der har bagt snegle og hun deler rundhåndet ud af de flotte squash, der vokser i hendes have. (Billedet)
– Jeg opdagede haverne under corona, da jeg gik tur i området. Min mand og jeg har tidligere haft kolonihave. Jeg savnede jord under neglene og så fik jeg en have her på pensionistgangen.
Der er forskellige stilarter indenfor haver. Nogle prioriterer grøntsager højest, andre er mere til blomster og lidt græsplæne. De fleste har lidt af begge dele.
Lene Maack har nyttehave på nabogangen (Billedet).
– Jeg får rigtig meget ud af det. Det er dejligt bare at tage herud og kigge et par timer, når man ellers bor i lejlighed. Og så er der det sociale. Det kan nemt tage halvanden time at gå ned ad havegangen, siger Lene Maack.
Som for at understrege den pointe er Lasse stoppet op for at give Elinor Chopart en hånd. Hun er i gang med et ambitiøst projekt med at sætte et lille stakit op foran sin have. (Billedet)
Vi skal også lige hilse på Clara Vedsegaard, der har haft have i 30 år. ”Det holder mig rask”, som hun siger. (Billedet).
Og så er der Niza og Ludvi Shaqiri, der har haft have et års tid (Billedet)
– Vi er herude hver dag, siger Niza foran den nyanlagte plæne og nybyggede skur.
Haverne ligger med indgang fra Stokholtsbuen og Gammel Klausdalsbrovej. Er du interesseret i at blive skrevet op til en have, så læs mere her.