Herlev Kommune og Hovedstadens Letbane har fundet en løsning

Publiceret 16-03-2023

Efter to dages drøftelser er det lykkedes at finde en alternativ løsning, der mindsker generne for beboerne i Musikkvarteret.

Efter flere møder over to dage, hvor alle alternativer muligheder er blevet drøftet, er Herlev Kommune og Hovedstadens Letbane onsdag eftermiddag kommet frem til en løsning, der er mindre indgribende for beboerne i Musikkvarteret i Herlev.

Det glæder borgmester Thomas Gyldal Petersen. Han bad mandag Hovedstadens Letbane om at finde alternativer i samarbejde med kommunen, da den første løsning gjorde det vanskeligt for beboerne i Musikkvarteret.

– Jeg er glad og lettet over, at det er lykkedes Herlev Kommune og Hovedstadens Letbane i samarbejde, at finde en bedre løsning, end den der i første omgang blev meldt ud til beboerne i Musikkvarteret.

– Et stort anlægsprojekt som en letbane vil udfordre og belaste borgerne, og borgerne i Herlev har længe udvist stor tålmodighed.

– Vi skal altid have blik for, at borgernes hverdag vises hensyn, også når de tekniske løsninger er svære at få på plads. Derfor er det godt, at vi i samarbejde har kunnet finde en bedre løsning hurtigt, siger Thomas Gyldal Petersen.

Den nye løsning

Hovedstadens Letbane har i stedet inddelt arbejdet i faser, så der stadig vil være ind- og udkørsel mellem Kantatevej og Herlev Ringvej. Det betyder, at der fortsat vil være en vognbane i hver retning på Herlev Ringvej til trafikanter til og fra Musikkvarteret mellem Lyskær og Kantatevej.

Der vil fortsat være omkørsel via Lyskær > Marielundvej > Herlev Hovedgade, hvis man skal mod Herlev, Ballerup eller Gladsaxe. Herlev Ringvej vil også fortsat være spærret for gennemkørende trafik mellem Lyskær og Herlev Hovedgade.

Hovedstadens Letbane vil i løbet af mandag omdele ny information til berørte borgere og virksomheder. Her vil være udførlig information om den nye løsning og kort over trafikændringerne.