Efter et år, hvor energipriserne har slået den ene rekord efter den anden, er der ude i de enkelte hjem kommet et langt større fokus på hvordan man kan spare på energien. For at hjælpe de lokale boligejere endnu bedre på vej, igangsætter Herlev Kommune nu en energisparekampagne sammen med EnergiTjenesten. Målet er at afholde en række lokale For-enden-af-vejen-arrangementer, hvor lokale aktive borgere mødes til et fagligt og socialt arrangement med fokus på energiforbedringer.
Arrangementet består af 5 elementer:
- Fælles morgenkaffe
- Kort oplæg om energibesparelser og -renovering med udgangspunkt i de lokale forhold + lille udstilling
- Fælles energitjek af 1-2 repræsentative boliger med 15-30 deltagere foruden energirådgiver
- Fælles samling, tid til spørgsmål og konklusioner og evt. ”fællesspisning” med pølser og brød fra grillen. Herefter slut på den fælles del af arrangement.
- Individuelle energitjek af ca. 8 boliger
Herlev Kommune planlægger at afholde i alt 5-10 ”For-enden-af-vejen-arrangementer” med EnergiTjenesten, der fordeles på tværs af Herlevs geografi. 2-3 arrangementer skal afholdes i foråret på følgende datoer: 5.marts, 12. marts, 19. marts og 26. marts, mens de resterende afholdes i september måned.
Planlagte arrangementer afholdes uanset vejret, hvorfor det vil være godt, hvis grundejerforeningen har mulighed for at opstille 1-2 pavilloner til arrangementet.
Er din lokale grundejerforening eller vejlaug interesseret i at være med, så skynd jer at give os besked på groen@herlev.dk
I må meget gerne skrive på hvilke datoer, det vil være interessant for jer at afholde et for-enden-af-vejen-arrangement.
Vi udvælger grundejerforeninger på baggrund af kriterie om geografisk spredning og derudover først til mølle-princip.
Udover ”For-enden-af-vejen-arrangementer”, vil der i forbindelse med kampagnen også afholdes nogle større fyraftensmøder i Medborgerhuset, hvor der med afsæt i nogle ejendomscases fra Herlev informeres om energirenoveringsforslag og muligheden for offentlige støttemuligheder. Her har alle herlevborgere mulighed for at deltage.