De høje energipriser er en stor udfordring for mange virksomheder. Derfor Herlev Kommune tilbudt et gratis energitjek til lokale detailbutikker med det formål at belyse, hvor der kan spares på energien og dermed også økonomien.
Herlev Kommunes erhvervskonsulent Marie Haenschke og energirådgiver Gert Halldén fra GH-Energi var i uge 15 på besøg hos lokale virksomheder for at undersøge mulighederne for energioptimeringer. Vejen gik forbi Butik Siesta, Røde Kors Butik Herlev, Mr Bruun, Farumhus, Leos Legeland og Krogsgaard-Jensen bilforhandler. Her blev der blandt andet kigget på belysning, varmeforsyning, ventilation og køleanlæg.
Gode energivaner
Flere af virksomhederne har allerede forbedret deres energivaner og har igangsat flere energibesparende tiltag som for eksempel at udskifte lyskilder til energivenligt LED, slukke for dele af belysningen og skrue ned for eller helt slukke for varmen. Flere af virksomhederne er også meget bevidste om deres forbrug og holder øje med hvordan forbruget af varme og el ser ud døgnet rundt. På den måde kan det blandt andet ses, om der er apparater, der bruger energi uden for åbningstiden som med fordel kan slukkes.
Gode råd til at spare på energien
Der blev dog også fundet flere mulige energibesparelser hos virksomhederne. Herunder ses et sammendrag af de mulige energioptimeringer der blev fundet:
- Udskifte belysning til LED
- Opsætning af zoneinddelt belysning evt. med bevægelsesfølere
- Sluk unødvendig belysning både inde og ude
- Sommerstop på varmeanlæg fra 1. april til 1. september
- Sluk for kaffemaskiner og sodavandsautomater udenfor brugstid
- Isoler ventiler på varmeanlæg
- Registrer forbruget af varme og el månedligt, for at få et overblik over hvor og hvornår der forbruges – bruges der energi, når der ikke er behov for det?
- Optimering af køleanlæg for at sikre en lav kondenseringstemperatur
- Optimering af ventilationsanlæg fx ift. genvinding af udsugningsluft
Følg med i ErhvervsNyt, for at blive informeret om de indsatser, der implementeres.
Få mere viden om energibesparelser
Læs mere om hvordan, du kan spare på energien og søge tilskud til energispareprojekter på SparEnergi’s hjemmeside.