Herlev danner rammen for stor landsindsamling for udsatte børn

Publiceret 03-04-2023

Indsamlingsshowet ”Alle vores børn” bliver sendt live fra Herlev Hallerne lørdag den 15. april 2023.

Melvin Kakooza og Camilla Martin (på billedet) byder velkommen live fra Herlev Hallerne til den store nationale TV-indsamling ”Alle vores børn” på TV 2 lørdag den 15. april 2023. Sammen med stjerner fra de danske fodboldlandshold, den danske sportselite og resten af danskerne samler vi ind til udsatte børn og deres familier i Danmark.

Borgmester Thomas Gyldal Petersen glæder sig over, at landsindsamlingen kommer til at foregå fra Herlev, og han mener missionen ligger byens hjerte nær:

– Vi kan glæde os over, at vi nu bliver vært ved et arrangement, der ligger meget tæt på Herlevs DNA. At gøre en forskel for samfundets udsatte og sårbare er en vigtig sag, og Herlevs mange frivillige foreninger og sociale indsatser gør hver dag en forskel.

– Vi vil benytte dette arrangement til i vores by at sætte yderligere fokus på det samarbejde, der allerede eksisterer mellem kommune, foreninger, virksomheder og borgere for at sikre optimal opmærksomhed og opbakning til indsamlingen.

Flere familier har brug for hjælp

Udsatte børn i Danmark vokser op i familier, hvor økonomiske udfordringer, fysisk eller psykisk sygdom og daglige bekymringer præger hverdagen. Det kan have stor betydning for deres trivsel. Børnene har begrænset adgang til sociale begivenheder og fællesskaber, og mange føler sig ensomme og udenfor. Det både kan og skal vi gøre noget ved. Derfor håber vi, at hele Herlev vil være med til at samle ind.

I Røde Kors, der arrangerer indsamlingen i samarbejde med TV 2, kender man billedet af, at flere børn og familier har brug for hjælp:

- Det seneste år har været en helt ekstraordinær situation, hvor behovet for hjælp hos nogle børnefamilier i Danmark er vokset. Familierne fortæller os hjerteskærende historier om at være udsat for et ufatteligt stort pres på grund af en økonomi, der ikke rækker, og antallet af familier, der søger økonomisk hjælp hos Røde Kors, er steget markant i 2022, siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.

Indsamlingen arrangeres af Røde Kors i samarbejde med TV 2, DBU og Fodboldfonden og har stort fokus på bl.a. de vigtige fællesskaber, sport kan skabe.

Det er allerede nu muligt at støtte indsamlingen eller starte din egen indsamling på

'Alle vores børn' bliver sendt live fra Herlev Hallerne lørdag 15. april på TV 2 på TV 2 PLAY fra klokken 20.00 til 22.00.

Foto: Ulrik Jantzen / TV 2