I anledning af FN's internationale handicapdag, blev årets handicappris uddelt.
Prisen gik i år til Mindsteps, som er et fællesskab for forældre, der hjemmetræner deres barn med en funktionsnedsættelse.
Mindsteps har til huse i træningslokaler på Hørkær, hvor familierne mødes om de forskellige træningsaktiviteter omkring børnene og de unge, og samtidig danner det ramme om sociale fællesskaber og netværk for hele familien.
Mindsteps blev til på initiativ af forældre, der har erfaringer med et liv med et barn med funktionsnedsættelse. Sammen fik de Mindsteps i gang. Andre forældre, der stod lidt alene med de udfordringer, der er forbundet med at have et barn med funktionsnedsættelse, var også velkomne i fællesskabet.
Overrækkelsen af prisen foregik i Mindsteps hyggelige julepyntede lokaler på Hørkær. Sammen med børn og unge samt deres familier deltog også repræsentanter fra Mindsteps bestyrelse, Handicaprådet og forvaltningen.
Udover formand for Handicaprådet, Gitte Friberg Bomholdts tale, holdt et par af de unge brugere nogle meget rørende takketaler. De unge har et begrænset talebrug eller intet verbalt sprog, og ved hjælp af en ihærdig indsats og staveplader fik de sat præcise ord på deres glæde ved at modtage prisen, om et liv med funktionsnedsættelse og deres glæde ved at være mindsteppere.
Stort til lykke med prisen. Den er meget velfortjent.