Indsatser i hjemmeplejen

Her kan du læse om de enkelte indsatser

Ved at klikke på indsatsen, får du mere information om, hvad hjælpen omfatter, hvor ofte du kan få hjælpen og hvad den koster.

 

Rengøring

Rengøring er en af de indsatser, du kan søge om i Herlev Kommune, hvis du har nedsat funktionsevne og derfor har svært ved at klare de daglige gøremål.

Hvad er formålet med rengøring?

Formålet med rengøring er, at gøre almindeligt rent i de primære opholdsrum i din bolig. Hvis du er enlig op til 67 m2, og hvis I er et ægtepar op til 85 m2.

Rengøringen tilrettelægges i samarbejde med dig med det formål at bevare eller styrke dit funktionsniveau. Du og din hjælper samarbejder om opgaven, så du er aktiv, hvor det er muligt. Hjælpen udføres med respekt for din livsform.

Hvem kan modtage rengøring?

Du kan bevilliges rengøring, hvis du på grund af fysiske eller psykiske helbredsmæssige årsager ikke selv kan varetage rengøring af dit hjem. Hjælpen bevilges efter en faglig vurdering. Der vil desuden blive lagt vægt på, om der bor andre på din adresse, som kan gøre rent for dig.

Hvor ofte kan du få rengøring?

Du kan som hovedregel få gjort rent hver 14. dag, på hverdage i dagtimerne, planlagt enten formiddag eller eftermiddag.

Hvad koster rengøring?

Rengøringen er gratis, men du betaler selv for rengøringsmidler og redskaber.

Hvem leverer rengøring?

Du kan vælge mellem den kommunale leverandør af hjemmehjælp og Coor Service Management A/S, som er en privat leverandør, der er godkendt af Herlev Kommune.

Find og læs mere om leverandører af hjemmehjælp her

Hvad omfatter rengøring?

Rengøringens omfang er afhængig af dine muligheder for at tage del i rengøringen.

I videst mulig udstrækning samarbejder du og hjælperen om rengøringen, så du er aktiv, hvor det er muligt.

Almindelig rengøring omfatter renholdelse af de primære opholdsrum i din bolig. Primære opholdsrum er et badeværelse, køkken, entre, opholdsstue og et soveværelse.

Hvilke forpligtelser har du?

  • Der ydes kun rengøring, når du selv er til stede i hjemmet.
  • Hjemmet skal have udvendigt lys, så hjælperen kan orientere sig, når han/hun kommer.
  • Du skal give besked til din leverandør senest dagen før, hvis du ønsker at flytte eller aflyse rengøringen.
  • Du skal stille de nødvendige rengøringsmidler og redskaber til rådighed.
  • De rengøringsmidler, der anvendes, skal være arbejdsmiljømæssige forsvarlige. Støvsuger, komfur, ledninger og kontakter skal af sikkerhedsmæssige grunde være i orden. Hvis der skal støvsuges på flere etager, skal der være støvsuger på hver etage.
  • Af hensyn til medarbejderens arbejdsmiljø må der ikke ryges, mens medarbejderen er i hjemmet.
  • Husdyr skal være lukket inde.

Personlig hjælp

Personlig hjælp er en af de indsatsser, du kan søge om i Herlev Kommune, hvis du har nedsat funktionsevne og derfor har svært ved at klare de daglige gøremål.

Hvad er formålet med personlig hjælp?

Formålet med personlig hjælp er at hjælpe og/eller støtte dig i selv at udføre personlig pleje, så du føler dig ren og velplejet.

Personlig hjælp tilrettelægges sammen med dig. Du og din hjælper samarbejder om opgaven, så du er aktiv, hvor det er muligt. Personlig hjælp udføres med respekt for din integritet, blufærdighed og livsform.

Hvem kan modtage personlig hjælp?

Du kan bevilliges personlig hjælp, hvis du på grund af fysiske eller psykiske helbredsmæssige årsager ikke selv kan varetage din personlige pleje. Hjælpen bevilges efter en faglig vurdering. Der vil desuden blive lagt vægt på, om der bor andre på din adresse, som kan tage del i den personlige hjælp.

Hvor ofte kan du få personlig hjælp?

Du kan som hovedregel få personlig hjælp op til flere gange i døgnet alle ugens dage. Personlig hjælp planlægges dog oftest i dagtimerne, typisk om formiddagen.

Du kan som hovedregel få hjælp til bad en gang ugentligt, med mindre der er særlige forhold som medicinsk behandling, hudlidelser eller inkontinens.

Nogle opgaver kan kræve, at hjælpen udføres af to personer. Der kan også være behov for særlige hjælpemidler og boligindretning.

I weekenden og på helligdage planlægges som regel kun den mest nødvendige personlige hjælp.

Hvad koster personlig hjælp?

Personlig hjælp er gratis.

Hvem leverer personlig hjælp?

Du kan vælge mellem den kommunale hjemmepleje eller en af de leverandører, der er godkendt af Herlev Kommune.

Find og læs mere om leverandører af hjemmehjælp her

Hvad omfatter personlig hjælp?

Personlig hjælp kan omfatte følgende:

  • Bad inklusiv barbering, hårvask med mere
  • Daglig personlig hjælp
  • Af- og påklædning
  • Hudpleje
  • Klipning af negle
  • Mundhygiejne
  • Barbering
  • Hårvask
  • Toiletbesøg
  • Kateter- og stomipleje
  • Bleskift
  • Tømning af kolbe og bækken
  • Forflytninger
  • Hjælp til kropsbårne hjælpemidler for eksempel støttestrømper, høreapparat og briller
  • Hjælp til mad og drikke
  • Hjælp til indtagelse af medicin fra dosispakke eller dosisæske
  • Klargøring og oprydning efter indsatsen

Hvad omfatter personlig hjælp ikke?

  • Fodbehandling
  • Frisøropgaver

Hvilke forpligtelser har du?

  • Du skal sørge for, at der er sæbe, hudplejeprodukter, vaskeklude og håndklæder til rådighed.
  • Hjemmet skal have udvendigt lys, så hjælperen kan orientere sig, når han/hun kommer.
  • Du skal så vidt muligt give besked til din leverandør senest dagen før, hvis du ønsker at flytte eller aflyse besøg til personlig hjælp.
  • Af hensyn til medarbejderens arbejdsmiljø er det i nogle tilfælde nødvendigt med visse hjælpemidler i hjemmet, for eksempel personlift eller elektrisk seng, som stilles til rådighed af Herlev Kommune. Det kan også være nødvendigt at foretage ommøblering eller ændringer i boligen.
  • Hvis du får hjælp til at tage støttestrømper på, er du forpligtet til at købe en støttestrømpe-påtager, hvis der er behov for det.
  • Hvis du ikke selv kan åbne døren for leverandøren, eller hvis du skal have hjælp i aften- og nattetimer, kan det være nødvendigt, at du udleverer nøgler til leverandøren.
  • Nødvendige værnemidler, for eksempel engangshandsker, stilles til rådighed af leverandøren.
  • Af hensyn til medarbejderens arbejdsmiljø må der ikke ryges, mens medarbejderen er i hjemmet.
  • Husdyr skal være lukket inde.

Madservice

Madservice er en af de indsatser, du kan søge om i Herlev Kommune, hvis du har nedsat funktionsevne og derfor har svært ved at klare de daglige gøremål.

Hvad er formålet med madservice?

Formålet med madservice er at give dig mulighed for at få et hovedmåltid.

Hvem kan modtage madservice?

Du kan bevilliges madservice, hvis du på grund af fysiske eller psykiske helbredsmæssige årsager ikke selv kan lave mad. Madservice bevilges efter en faglig vurdering. Der vil desuden blive lagt vægt på, om der bor andre på din adresse, som kan lave mad til dig.

For at hjælpe til, at du kan vedligeholde dit funktionsniveau, bevilliges der ikke madservice, hvis du selv kan komme hen til nærmeste plejecenter og spise eller hente hovedmåltidet i cafeen.

Hvor ofte kan du få madservice?

Madservice leveres to gange ugentligt, på faste ugedage, i tidsrummet kl. 9–17.

Hvad koster madservice?

Der er egenbetaling for madservice.

Egenbetalingen fastsættes en gang årligt af Herlev Kommunes kommunalbestyrelse.

Betaling for madservice trækkes fra din pension. Betalingen sker bagud. Hvis det ikke er muligt at trække i din pension, vil du modtage et giroindbetalingskort.

Hvem leverer madservice?

Madservice kan leveres af Det Danske Madhus eller ved brug af et fritvalgsbevis.

Find og læs mere om leverandører af hjemmehjælp her

Hvad er et fritvalgsbevis?

Et fritvalgsbevis giver dig, der er visiteret til madservice, ret til at købe dine hovedmåltider hos en leverandør, som du selv vælger og indgår aftale med. Det kan være en slagter, en restaurant eller en anden madleverandør.

Leverandøren skal være CVR-registreret og skal kunne leve op til Herlev Kommunes kvalitetskrav for madservice. Leverandøren skal indsende en underskrevet blanket til Herlev Kommune, som bekræfter dette. Madservice må ikke startes op, før Herlev Kommune har bekræftet overfor dig, at leverandøren opfylder kommunens kvalitetskrav.

Du skal betale den samme egenbetaling, uanset om du vælger kommunens leverandør af madservice eller fritvalgsbevis. Du skal dog være opmærksom på, at der kan være en yderligere egenbetaling for dig, hvis måltidet er dyrere end fritvalgsbevisets værdi.

Hvis du har brug for mere information om fritvalgsbevis, er du velkommen til at kontakte Visitationen.

Hvad omfatter madservice?

Ved opstart aftaler du med visitator, hvor mange dage om ugen du ønsker et hovedmåltid.

Maden leveres som kølet mad to gange ugentligt. Maden skal opbevares i dit køleskab, indtil den skal tilberedes. Maden er portionspakket, og du skal tilberede den ved opvarmning i mikrobølgeovn eller i almindelig ovn. Med leveringen modtager du en udførlig vejledning i, hvordan og hvor lang tid maden skal opvarmes.

Du kan søge om hjælp til opvarmning, anretning og servering af måltidet.

Du kan vælge hovedret og biret, eller kun hovedret, og du kan vælge forskellige portionsstørrelser.

For både hovedret og biret gælder det, at du kan vælge mellem forskellige menuer.

Tilbehør leveres sammen med de enkelte portioner/menuer.

Hvad omfatter madservice ikke?

Køb af tillægsydelser, for eksempel kage eller madpakke, aftaler du med din leverandør for egen regning.

Du kan kun få leveret tillægsydelser, hvis det sker i forbindelse med levering af hovedmåltidet.

Hvis du har behov for en termokasse eller en mikrobølgeovn, skal du købe den for egen regning.

Hvilke forpligtelser har du?

  • Du skal give besked om midlertidig afbestilling eller ændringer i leveringen direkte til leverandøren senest kl. 12.00 dagen før på telefon.
  • Hvis du ønsker at afbestille madservice varigt, kan det kun ske ved at du henvender dig til Visitationen på tlf. 44 52 62 92 hverdage kl. 9.00-14.00, onsdag lukket.
  • Hvis du bevilges hjemmehjælp til opvarmning af mad, skal du have en mikrobølgeovn.
  • Komfur, mikrobølgeovn, ledninger og kontakter skal af sikkerhedsmæssige grunde være i orden.
  • Af hensyn til medarbejderens arbejdsmiljø må der ikke ryges, mens medarbejderen er i hjemmet.
  • Husdyr skal være lukket inde.

Indkøb

Indkøb er en af de indsatser, du kan søge om i Herlev Kommune, hvis du har nedsat funktionsevne og derfor har svært ved at klare de daglige gøremål.

Hvad er formålet med indkøb?

Formålet med indkøb er at støtte dig i at bestille og indkøbe dagligvarer, så du får leveret de varer, som du ønsker. Hjælpen gives i videst mulig omfang efter princippet om hjælp til selvhjælp og med respekt for din livsform.

Hvem kan modtage indkøb?

Du kan bevilges hjælp til indkøb, hvis du ikke er i stand til at klare indkøb af dagligvarer og til at sætte varer på plads. Ved behov kan du også søge om hjælp til at få skrevet indkøbsseddel. Hjælpen bevilges efter en faglig vurdering. Der vil desuden blive lagt vægt på, om der bor andre på din adresse, som kan købe ind for dig.

Hvor ofte kan du få indkøb?

Du kan som hovedregel få hjælp til indkøb en gang om ugen, på en fast hverdag, planlagt enten formiddag eller eftermiddag, indtil kl. 18.

Hvad koster indkøb?

Leveringen er gratis, men du betaler selv for dine indkøb af dagligvarer.

Hvem leverer indkøb?

Du kan vælge mellem en af de private leverandører, der er godkendt af Herlev Kommune.

Find og læs mere om leverandører af hjemmehjælp her

Hvad omfatter indkøb?

  • Måden du bestiller varer på afhænger af den leverandør, du har valgt.
  • Varerne leveres på din bopæl.
  • Køle- og frostvarer sættes på plads, hvis du ikke selv er i stand til det.
  • Eventuelle returflasker hentes og afregnes kontant.
  • Hvis du har behov for indkøb mere end en gang om ugen, kan du aftale det med leverandøren – gebyr for ekstra leveringer er for egen regning.

Hvilke forpligtelser har du?

  • Du skal være indforstået med, at navn, adresse og cpr-nr. oplyses til leverandøren.
  • Du skal være hjemme, når varerne leveres, med mindre andet er aftalt med leverandøren.
  • Du betaler for varerne enten via Dankort, PBS den følgende måned, kontant eller check, alt efter hvilken leverandør du har valgt.
  • Du bestiller varer hos leverandøren 1-2 dage før levering. Bestillingsfristen er afhængig af, hvilken leverandør du har valgt.
  • Hvis du ønsker at afbestille dit indkøb, skal du gøre det senest dagen før levering.
  • Du skal betale for korttidsholdbare varer, hvis du afbestiller dem efter kl. 9.00 på leveringsdagen.

Tøjvask ved vaskeordning

Tøjvask ved vaskeordning er en af de indsatser, du kan søge om i Herlev Kommune, hvis du har nedsat funktionsevne og derfor har svært ved at klare de daglige gøremål.

Hvad er formålet med vaskeordning?

Formålet med vaskeordning er at hjælpe og støtte dig til at få vasket dit tøj og linned.

Tøjvasken tilrettelægges sammen med dig, og så vidt det er muligt samarbejder du med leverandøren og eventuelt hjælperen om opgaven, så du er aktiv, hvor det er muligt.

Hvem kan modtage vaskeordning?

Du kan bevilliges vaskeordning, hvis du på grund af fysiske eller psykiske helbredsmæssige årsager ikke selv kan vaske af dit tøj og linned. Hjælpen bevilges efter en faglig vurdering. Der vil desuden blive lagt vægt på, om der bor andre på din adresse, som kan vaske dit tøj for dig.

Du kan kun få tøjvask ved vaskeordning, hvis du ikke har din egen vaskemaskine.

Hvor ofte kan du få vaskeordning?

Du kan som hovedregel få vaskeordning hver 14. dag, i dagtimerne på hverdage. Du kan få vasket svarende til 5-8 kilo tøj for enlige og 8-12 kilo for ægtepar. Du vil få udleveret vasketøjspose fra leverandøren, der kan rumme det relevante antal kilo.

Hvis du ønsker det, kan du få vasket mere end det bevilgede antal kilo, efter aftale med din leverandør. Vask af ekstra kilo er for egen regning.

Hvad koster vaskeordning?

Der er en egenbetaling for at være tilmeldt vaskeordningen, som dækker et månedligt abonnement.

Egenbetalingen fastsættes en gang årligt af Herlev Kommunes kommunalbestyrelse.

Egenbetalingen opkræves forud, via girokort, som du kan tilmelde PBS.

Hvem kan levere vaskeordning?

Du kan vælge mellem en af de private leverandører, der er godkendt af Herlev Kommune.

Find og læs mere om leverandører af hjemmehjælp her

Hvad omfatter vaskeordning?

  • Transport af tøj til og fra vaskeri
  • Sortering af vasketøj
  • Maskinvask af tøj på vaskeri
  • Tørring og sammenlægning af tøj
     

Dit vasketøj hentes på en fast ugedag og leveres tilbage på adressen samme ugedag i den efterfølgende uge.

Du kan ved behov søge om hjælp til at samle vasketøj sammen og til at lægge tøj på plads.

Ved større mængder vask, for eksempel i tilfælde af hyppigt skift af sengetøj, kan du søge om linnedservice. Der er egenbetaling for linnedservice.

Hvad omfatter vaskeordning ikke?

  • Rulning af linned
  • Rensning og strygning af tøj
  • Vask af gardiner

Hvilke forpligtelser har du?

  • Du skal give besked om midlertidige ændringer i vaskeordningen direkte til leverandøren
  • Hvis du ønsker at afbestille vaskeordningen varigt, eller hvis du har varige ændringer, kan det kun ske ved henvendelse til Visitationen på tlf. 44 92 62 92 hverdage kl. 9.00-14.00, onsdag lukket
  • Du skal være til stede i hjemmet ved afhentning og levering af vasketøj
  • Aftale om at stille vasketøjsposen et sted, hvis du ikke er hjemme, kan kun indgås mellem dig og leverandøren og er på dit eget ansvar
  • Hjemmet skal have udvendigt lys, så chaufføren kan orientere sig, når han/hun kommer
  • Du skal orientere leverandøren dagen før, hvis du ønsker at flytte eller aflyse afhentning/levering af tøjvask
  • Af hensyn til medarbejderens arbejdsmiljø må der ikke ryges hvis medarbejderen er i hjemmet
  • Husdyr skal være lukket inde

Tøjvask i egen vaskemaskine

Tøjvask i egen vaskemaskine er en af de indsatser, du kan søge om i Herlev Kommune, hvis du har nedsat funktionsevne og derfor har svært ved at klare de daglige gøremål.

Hvad er formålet med tøjvask?

Formålet med tøjvask i egen vaskemaskine er, at hjælpe og støtte dig til at få vasket dit tøj og linned.

Tøjvasken tilrettelægges sammen med dig. Du og din hjælper samarbejder om opgaven, så du er aktiv, hvor det er muligt. Tøjvasken udføres med respekt for din livsform.

Hvem kan modtage tøjvask?

Du kan bevilliges tøjvask, hvis du på grund af fysiske eller psykiske helbredsmæssige årsager ikke selv kan vaske dit tøj og linned. Hjælpen bevilges efter en faglig vurdering. Der vil desuden blive lagt vægt på, om der bor andre på din adresse, som kan vaske dit tøj for dig.

Hvor ofte kan du få tøjvask?

Du kan som hovedregel få tøjvask hver 14. dag, i dagtimerne på hverdage. Du kan få vasket svarende til to maskiner (5-6 kilo tøj).

Hvad koster tøjvask?

Tøjvask i egen vaskemaskine er gratis, men du betaler selv for vaskemidler.

Hvem leverer tøjvask?

Du kan vælge mellem den kommunale leverandør af hjemmehjælp og Elite Miljø, som er en privat leverandør, der er godkendt af Herlev Kommune.

Find og læs mere om leverandører af hjemmehjælp her

Hvad omfatter tøjvask?

Tøjvask i egen vaskemaskine kan omfatte følgende:

  • Sortering af vasketøj
  • Tøjvask i egen vaskemaskine
  • Ophængning/nedtagning af tøj
  • Klatvask af for eksempel comprilanbind og støttestrømper

Du kan ved behov søge om hjælp til at lægge tøj på plads.

Ved større mængder vask, for eksempel i tilfælde af hyppigt skift af sengetøj, kan du søge om linnedservice. Der er egenbetaling for linnedservice.
Hvad omfatter tøjvask i egen vaskemaskine ikke?

Tøjvask i egen vaskemaskine omfatter ikke vask af gardiner, udførelse af kemisk rensning, strygning og rulning.

Hvilke forpligtelser har du?

  • De vaskemidler du køber, skal være arbejdsmiljømæssige forsvarlige
  • Vaskemaskine, ledninger og stikkontakter skal af sikkerhedsmæssige grunde være forsvarlige
  • Der skal være en dansk brugsanvisning til vaskemaskinen
  • Der ydes kun tøjvask, når du selv er til stede i hjemmet
  • Hjemmet skal have udvendigt lys, så hjælperen kan orientere sig, når han/hun kommer
  • Du skal orientere leverandøren dagen før, hvis du ønsker at flytte eller aflyse tøjvasken
  • Af hensyn til medarbejderens arbejdsmiljø må der ikke ryges, mens medarbejderen er i hjemmet
  • Husdyr skal være lukket inde

Grundig rengøring

Grundig rengøring er en af de indsatser, du kan søge om i Herlev Kommune, hvis du har nedsat funktionsevne og derfor har svært ved at klare de daglige gøremål.

Hvad er formålet med grundig rengøring?

Formålet med grundig rengøring er at hjælpe dig med rengøringsopgaver, der ligger udover almindelig rengøring. Det kan være afvaskning af døre, karme og paneler, aftørring af pyntegenstande og lamper, skabe indvendigt, hårde hvidevarer ind- og udvendigt eller andet.

Hvem kan modtage grundig rengøring?

Du kan bevilges grundig rengøring, hvis du på grund af fysiske eller psykiske helbredsmæssige årsager ikke selv kan varetage rengøringsopgaver udover almindelig rengøring. Hjælpen bevilges efter en faglig vurdering. Der vil desuden blive lagt vægt på, om der bor andre på din adresse, som kan udføre den grundige rengøring for dig.

Hvor ofte kan du få grundig rengøring?

Du kan som hovedregel få grundig rengøring i syv timer, en gang om året, på hverdage i dagtimerne.

Bevillingen skal benyttes inden udgangen af det år, den er udstedt.

Hvad koster grundig rengøring?

Grundig rengøring er gratis.

Hvem leverer grundig rengøring?

Coor Service Management A/S er godkendt af Herlev Kommune til at udføre grundig rengøring.

Find og læs mere om leverandører af hjemmehjælp her

Hvad omfatter grundig rengøring?

Hvis du bevilges grundig rengøring, får du tilsendt et bevillingsskema sammen med din afgørelse.

I bevillingsskemaet skal du udfylde, hvilke rengøringsopgaver du ønsker udført inden for syv timer.

Hvis du har hjemmehjælp, kan hjemmehjælperen bistå dig med at udfylde bevillingsskemaet.

Hvis du ønsker det, kan du købe mere hjælp hos leverandøren for egen regning.

Hvilke forpligtelser har du?

  • Du kontakter selv den ønskede leverandør og aftaler, hvornår din grundige rengøring skal udføres.
  • Du skal orientere leverandøren dagen før inden kl. 15, hvis aftalen ikke kan overholdes. Hvis du aflyser aftalen rettidigt, er der mulighed for, at få udført grundig rengøring en anden dag.
  • Der ydes kun grundig rengøring, når du selv er til stede i hjemmet.
  • Du skal aftale med den valgte leverandør, om du selv stiller de nødvendige rengøringsmidler og redskaber til rådighed, eller om firmaet skal medbringe rengøringsmidler og redskaber.
  • De rengøringsmidler der anvendes, skal være arbejdsmiljømæssige forsvarlige. Støvsuger, ledninger og kontakter skal af sikkerhedsmæssige grunde være i orden.
  • Af hensyn til medarbejderens arbejdsmiljø, må der ikke ryges mens medarbejderen er i hjemmet.
  • Husdyr skal være lukket inde.
  • Når den grundige rengøring er udført skal du underskrive bevillingsskemaet. Du skal sikre, at leverandøren har skrevet under og at dato og klokkeslæt er korrekt udfyldt. Du skal være opmærksom på, at når du underskriver bevillingsskemaet, godkender du den udførte rengøring.
Voksenrådgivning og Visitation Visitationen

Herlev Bygade 90
2730 Herlev
44 52 62 92
visitationen@herlev.dk

Åbningstider
Mandag 09:00  - 14:00
Tirsdag 09:00  - 14:00
Onsdag Lukket  - Lukket
Torsdag 09:00  - 14:00
Fredag 09:00  - 14:00
Lørdag  -
Søndag  -