Inden du går i gang

Her kan du læse om, hvad du skal være opmærksom på inden du går i gang med et byggeri

Er din bolig omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt?

Når du planlægger at bygge alt fra carporte over tilbygninger til fx terrasseoverdækninger - skal du først finde ud af, om det område du bor i er omfattet af en byplanvedtægt eller af en lokalplan.

I planerne og vedtægterne kan du typisk støde på bestemmelser om, hvad ejendommen må anvendes til, hvilken type bolig eller erhverv der må ligge på grunden, hvor meget du må bygge og andre detaljer, som har betydning, når du selv planlægger at bygge om, bygge til eller bygge nyt.

Vær opmærksom på, at bestemmelser i lokalplaner og byplanvedtægter gælder ethvert byggeri uanset om byggeriet kræver byggetilladelse eller ej. Lokalplaner og byplanvedtægter er tinglyste planer, som fortæller, hvordan et område må bebygges og udnyttes. Planerne kan rumme bestemmelser, som forhindrer bestemte typer byggeri og i øvrigt stiller en række krav til områdets udseende og anvendelse.

 

Her finder du lokalplaner og byplanvedtægterne

 

Herlev Kommunes lokalplaner og byplanvedtægter findes her.

 

Servitutter og deklarationer

 

Ud over byplanvedtægter og lokalplaner, som ofte dækker større områder, kan den enkelte ejendom også være omfattet af servitutter eller deklarationer, som har indflydelse på, hvad du må og ikke må.

 

Her findes du servitutterne

 

Servitutter m.v. kan du få oplysning om på hjemmesiden www.tinglysning.dk

 

Når der hverken er en byplanvedtægt, lokalplan, servitut eller deklarationer

 

Når et område hverken er omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt, er det kommuneplanen og byggelovens bestemmelser, der fastlægger rammerne for, hvad du må på din ejendom.

Erhvervs- og institutionsbyggeri

Reglerne er komplicerede, hvis du skal opføre erhvervs- eller institutionsbyggeri. Ring til kommunen og få hjælp.

 

Uden tilladelse

 

Der findes ganske få byggeopgaver, som må udføres uden anmeldelse til kommunen eller ansøgning om byggetilladelse. Ring til Team Byg og hør nærmere.

 

Kræver byggetilladelse

 

Alt nybyggeri og alle former for tilbygninger, som ligger i tilknytning til et erhvervs- og institutionsbyggeri samt ændring af lejlighedsskel og anvendelse kræver byggetilladelse. Når sagen er behandlet hos kommunen, får du en byggetilladelse, og så må du gå i gang. Byggeriet skal også færdigmeldes.

Husk at tjekke eventuelle byplanvedtægter, lokalplaner og servitutter.

Tegninger

Før kommunen kan tage stilling til dine byggeplaner og udstede en byggetilladelse til et byggeprojekt, skal sagen præsenteres i tegninger - du skal normalt fremlægge en situationsplan, en grundplan, et tværsnit og en facadetegning.

 

Situationsplanen

 

Er normalt i størrelsesforholdet 1:500. Planen skal vise både de nuværende og de påtænkte bygninger på grunden, så det tydeligt fremgår, at afstande til skel og byggelinjer er overholdt. Hvor store disse afstande skal være, fremgår af bygningsreglementet, byplanvedtægter eller lokalplaner. Husk at alle mål på afstande til skel skal skrives angives på tegningen.

 

Grundplanen

 

Skal vise dit byggeprojekt set ovenfra, og størrelsesforholdet kan være 1:50 hvor 4 tern på kvadreret papir svarer til 1 m. Eller i målforhold 1:100, hvor 2 tern svarer til 1 m. Husk at alle mål på byggeriet skal skrives på tegningen.

 

Tværsnittet

 

Skal vise dit byggeprojekt set som et snit ned igennem nybygningen, så man tydeligt kan se bygningens højde både indvendigt og udvendigt samt hvilke materialer og dimensioner det er udført af.

 

Facadetegninger

 

Skal vise dit byggeprojekt set udefra, så man tydeligt kan se vinduer, døre og tag.

 

Flere detaljer

 

Der skal også udfærdiges en tegning, som viser kloak- og afløbsforholdene på din grund, hvis der skal udføres afløbsarbejde. Desuden kan det være nødvendigt med et antal detailtegninger, som viser de mere komplicerede elementer i byggeriet.

 

Krav til tegningerne

 

Tegninger skal altid udføres, så det er muligt at se, om byggeriet overholder lovgivningen. Ellers stilles der ikke særlige krav til tegningernes udformning. Du må gerne selv udføre dem, men til mere kompliceret byggeri anbefales det at benytte professionel hjælp.

Du kan hente inspiration og hjælp i bygge- og boliglitteratur, som du fx kan finde på biblioteket eller i brochurer fra forskellige byggefirmaer. Du kan også hente råd og vejledning hos kommunens byggesagkyndige

Bygningsreglement 2018's krav til en byggeansøgning

Bygningsreglement 2018 stiller i § 10 følgende krav til en byggeansøgning:

 

En ansøgning om byggetilladelse skal indeholde:

 

1) Oplysninger til identifikation af ejendommen, bygningen eller enheden, herunder eksempelvis matrikelbetegnelse, adgangsadresse, ejendomsnummer og etageangivelse.

2) Oplysninger til identifikation af det arbejde, der udføres, herunder eksempelvis tegningsmateriale, hvoraf bygningens dimensioner og placering fremgår.

3) Oplysning om forhold vedrørende kapitel 8 og kapitel 20.

4) Oplysning om den planlagte benyttelse af bebyggelsen. Ved ombygning og ændret benyttelse af bebyggelsen skal den ligeledes indeholde oplysninger om den hidtidige benyttelse.

5) Oplysning om og dokumentation for, hvilken konstruktionsklasse byggeriet kan henføres til, jf. kapitel 26 om konstruktionsklasser og kapitel 28 om dokumentation af bærende konstruktioner.

6) Oplysning om og dokumentation for, hvilken brandklasse byggeriet kan henføres til, jf. kapitel 27 om brandklasser og kapitel 29 om dokumentation af brandforhold.

7) Oplysninger til registrering af sagen i Bygnings- og Boligregistret (BBR).

8) Erklæring om, hvilke tekniske forhold i bygningsreglementet byggearbejdet er omfattet af.

 

Stk. 2. Hvis det skønnes nødvendigt, kan kommunalbestyrelsen forlange supplerende dokumentation til belysning af byggearbejdets karakter og omfang, jf. stk. 1, nr. 1-8.

Stk. 3. For byggeri i konstruktionsklasse 2-4 skal der indsendes supplerende dokumentation, jf. §§ 19 og 25.

Stk. 4. For byggeri i brandklasse 2-4 skal der indsendes supplerende dokumentation, jf. §§ 23 og 29.

Stk. 5. Hvis det skønnes nødvendigt i det enkelte tilfælde, kan kommunalbestyrelsen forlange attestering af en landinspektør af oplysninger om grundens størrelse eller afsætningen af byggeriet.