Genoptagelse sygedagpengesag

Ankestyrelsen har ændret praksis for udbetaling af sygedagpenge. Læs mere om muligheden for genoptagelse af sygedagpengesager.

Ankestyrelsen har ændret praksis for udbetaling af sygedagpenge. Det betyder, at hvis du har fået standset dine sygedagpenge, før du har modtaget en afgørelse, så kan du måske få din sag genoptaget.

Hvis du har modtaget sygedagpenge i en periode, skal vi tage stilling til, om du fortsat kan få udbetalt sygedagpenge eller skal tilbydes hjælp efter anden lovgivning.

Efter den nye praksis må udbetalingen af sygedagpenge først standses, når kommunen har lavet denne vurdering og du har modtaget vores afgørelse.

Genoptagelse af sager, hvor sygedagpenge er standset før, du har modtaget en afgørelse fra os.

Vi tager løbende stilling til, om der er grundlag for at genoptage sager, hvor udbetalingen af sygedagpenge er standset med tilbagevirkende kraft ved revurderingstidspunktet (tidligere varighedsbegrænsningens udløb) eller ved udløbet af en af forlængelsesmulighederne.
Genoptagelsen kan eventuelt føre til, at du har ret til sygedagpenge udover det tidspunkt, hvor dine sygedagpenge blev standset.

Vurderingen af de gamle sager kan dog også betyde, at du ikke har ret til sygedagpenge, selv om din sag er afgjort med tilbagevirkende kraft. Det gælder f.eks., hvis du har genoptaget arbejdet eller raskmeldt dig.

Hvis du mener, at din sag om standsning af sygedagpenge skal genoptages, eller hvis du har spørgsmål vedrørende din sag, bør du derfor kontakte Herlev Kommune på telefon 44 52 86 00 eller skriv en mail.

Hvis det er Ankestyrelsen, der har truffet den sidste afgørelse om standsning af dine sygedagpenge, er det Ankestyrelsen, der skal træffe beslutning om eventuel genoptagelse. Her skal du derfor kontakte Ankestyrelsen på telefon 33 41 12 00 eller skriv en mail til sikkermail.aalborg@ast.dk.

Du kan læse mere om Højesteretsdommen og principafgørelsen på Ankestyrelsens hjemmeside og læse mere om, hvad ”tilbagevirkende kraft” og andre vigtige begreber betyder.