Herlev Kommunes Frivillighedspris

Herlev Kommunes Frivillighedspris uddeles årligt ved Topmøde for Frivillige. Med æren følger 10.000 kr. til det frivillige arbejde.

Herlev Kommunes Frivillighedspris skal anerkende og skabe synlighed omkring Herlevs mangfoldige foreningsliv.

Frivillighedsprisen uddeles til en lokal person, gruppe eller forening/organisation, der har ydet en særlig indsats på det frivillige område i Herlev. Vinderen modtager et diplom og 10.000 kr. til nye aktiviteter indenfor det frivillige område i Herlev. Der bliver lagt vægt på at den særlige indsats har:

  • øget engagementet og virkelysten for frivillige og/eller foreninger
  • øget fokus på mulighederne og værdierne ved frivilligt arbejde
  • bidraget til at synliggøre det mangfoldige foreningsliv i Herlev
  • styrket livskvalitet, glæde og trivsel for en gruppe af mennesker gennem frivillige aktiviteter
  • skabt nyskabende tilbud eller aktiviteter indenfor foreningslivet
  • skabt nye samarbejder indenfor foreningslivet og/eller med Herlev Kommune eller det lokale erhvervsliv.

 

Frivillighedsprisen blev indstiftet i 2013, og uddeles i år ved Topmøde for Frivillige. 

 

 

Modtager af frivillighedsprisen 2023 blev: de 134 frivillige i Ældre Sagen Herlev 

Modtager af Frivillighedsprisen 2022 blev: Jørgen Nielsen. 

Jørgen Nielsen er medlem af Herlev Kommunes Ældreråd, formand for foreningen Herlev Teater, og næstformand i menighedsrådet for Præstebro kirke. Men det er ikke kun byens ældre borgere, som har gavn af Jørgens kærlighed til kulturen. Jørgen er således også frivillig medhjælper i Herlev Skolebio, for at sikre, at byens yngste borgere også for en chance for at opleve kulturen. I det hele taget fylder engagementet omkring Teaterbio en del, da Jørgen også sidder i bestyrelsen for foreningen Filmpaletten samt bidrager til programlægning og afvikling af Teaterbios Søndagsfilm.

Modtager af frivillighedsprisen 2021 blev Herlev Løbe- og Atletikklub.

Modtager af Frivillighedsprisen 2020 blev Natteravnene. 

Frivillighedsprisen 2020 blev uddelt af borgemester Thomas Gyldal Petersen på et besøg ved natteravnene den 29. november 2020.

Modtager af Frivillighedsprisen 2019 blev Stafet for Livet v. formand Tina Spurré. Tina modtog frivillighedsprisen for sit store arbejde med Stafet for Livet, Herlev. Stafetten er blevet til en årlig lokal Herlev begivenhed og Tina er bindeled mellem frivillige, kommunen, sponsorer og deltagere. Stafet for livet bidrager til fællesskabet i Herlev og Tina er en ildsjæl der går forrest med stafetten, en ildsjæl der med sin kampånd og gode humør giver mennesker lys når deres liv rammes af mørke.  Resultatet af Tinas hårde arbejde med Stafet for Livet, Herlev, er store donationer til Kræftens Bekæmpelse.  

Frivillighedsprisen 2019 blev uddelt af borgmester Thomas Gyldal Petersen  ved Topmøde for Frivillige 2019 lørdag den 9. november på Herlev Rådhus, hvor ca. 40 glade deltagere var mødt op. Dagen stop på oplæg og dialog faciliteret af Carsten Friis Overby fra DGI, og emner der blev belyst var 'Hvordan rekrutterer og fastholder vi frivillige'.   

Vinderen af Frivillighedsprisen i 2018 blev Hjortegårdens Aktivitetsklub.

De modtog frivillighedsprisen på grund af deres store arbejde for at gøre Hjortegårdens Aktivitetsklub et rart sted at være for alle i bebyggelsen. Aktivitetsklubben formår at styrke fællesskabet og skaber aktiviteter til stor gavn for børn og voksne i alle aldre. Aktivitetsklubben står altid klar med en tår kaffe eller saft til børnene, og der bliver arrangeret fastelavn, fodbold, grillaftener, sat hoppeborg op og meget andet.

Stort tillykke til Hjortegårdens Aktivitetsklub.

Modtager af frivillighedsprisen 2017 blev Lindehøj Sogns Menighedspleje på grund af deres store engagement i forhold til at skabe et netværk for enlige forældre og kontanthjælpsmodtagere med børn.

Ud over deres netværksprojekt, gør deres aflastningstjeneste for pårørende, der passer syge og døende, deres samtalegrupper om kristendom og tro samt deres nød- og julehjælp, en stor forskel for mange familier i Herlev.

Stort tillykke til Lindehøj Sogns Menighedspleje v/Lise Vognstrup

Modtager af frivillighedsprisen 2016 blev Broen Herlev ved Lars Nybroe, der modtager prisen for sit store engagement og indsats for udsatte børn i kommunen.

Lars Nybroe har personligt betydet en mærkbar forskel for mange familier. Både i form af hans aldrig svigtende gå på mod, hans meget personlige involvering – også når tingene ser meget svære ud – hans evne til at skabe relation til børn og unge, der har det svært, samt hans evne til at være katalysator i deres relationsopbygning til andre frivillige.

Lars Nybroe har en meget udviklet evne til at finde de rette personer og få sat dem sammen. Derudover har Broen Herlev gjort en kæmpe forskel for mange børn og unge via de midler, Lars Nybroe har kunnet skaffe, så det har været muligt for dem at deltage i en fritidsaktivitet.
Det har i mange tilfælde været helt afgørende for, at disse børn og unge er blevet præsenteret for valgmuligheder i deres liv, der har ført dem gode og konstruktive steder hen.

Stort tillykke til Broen Herlev og Lars Nybroe!

Modtager af frivillighedsprisen 2015 blev Røde Kors Herlev, der er en afdeling i konstant udvikling og en aktiv deltager i det lokale samarbejde. Fra 30 frivillige i 2013 er antallet nu oppe på ca. 180.

”Gamle” aktiviteter som Besøgstjenesten, Landsindsamling, Lektiehjælp og Nørklere har gennemgået en udvikling og nye er kommet til. Her kan nævnes Røde Kors Butik, samarbejde med Herlev Kommune om Flygtninge og Integration, Vågetjeneste, Patientstøtte, Julehjælp og Familienetværk.

Alt sammen til glæde for borgere i Herlev – både de der modtager hjælpen og de der er frivillige.

Prisen blev uddelt ved NEXUS - Topmøde for frivillige den 5. december 2015, hvor 85 frivillige var mødt op til en dag med nye input, netværk og gode oplevelser.

Stort tillykke til Røde Kors i Herlev!

Modtager af frivillighedsprisen 2014 blev Jeanette Sørensen, der hver torsdag i fodboldsæsonen laver mad til 145 mennesker i fodboldklubben B73.

Jeanette Sørensen fik tildelt prisen, fordi hun er med til at styrke fællesskabet i klubben. Med sin madlavning samler hun børn, søskende, forældre, trænere og holdledere, der nyder godt af hendes kulinariske evner. Det betyder meget for forældrene, at de ikke behøver at handle efter en lang dag, men kan komme og nyde det sociale samvær i klubben med andre familier. Jeanette Sørensen har været en del af klubben over halvdelen af sit liv og kan ikke undvære klubben, selvom hun ikke spiller og træner længere. Så er det maden hun bidrager med.

Prisen blev uddelt ved en fest den 5. december 2014, hvor 130 frivillige var mødt op til god underholdning og dejlig mad.

Stort tillykke til Jeanette Sørensen og B73!

Modtager af frivillighedsprisen 2013 blev de tre afdelingsbestyrelser i Lille Birkholm I og II, Lille Birkholm III og Hjortegården.

De tre afdelingsbestyrelser fik tildelt prisen for deres store indsats med at styrke beboerdemokratiet og skabe nye fællesskaber og aktiviteter for de 4.500 beboere, der bor i Lille Birkholm og Hjortegården.

Fordi aktiviteterne drives af frivillige, er prisen i lige så høj grad en anerkendelse af de mange beboere, der er engagerede i de tre områder.

Frivillighedsprisen 2013 blev uddelt den 20. februar 2014 hvor mere end 170 frivillige var mødt op til fest for frivillige. Frivillighedsprisen skulle have været uddelt ved festen for frivillige på FN’s internationale frivillighedsdag den 5. december 2013, som desværre måtte aflyses på grund af storm.

Stort tillykke til de tre afdelingsbestyrelser!

Kontakt

Idræt og folkeoplysning

Skinderskovvej 31
2730 Herlev
44 52 70 00
kulturogfritid@herlev.dk

 

 

Åbningstider
Mandag 8-15
Tirsdag 8-15
Onsdag 8-15
Torsdag 8-17
Fredag 8-14