Økonomisk tilskud

Du kan søge kommunen om økonomisk tilskud til en række udgifter. Her kan du læse om det du kan søge hjælp til.

Hvad kan du søge hjælp til?

Er du i en vanskelig, økonomisk situation, kan du ansøge om økonomisk tilskud fra Herlev Kommune til en række udgifter (hjælp i særlige tilfælde). Du kan fx søge om hjælp til:

  • rimeligt begrundede enkeltudgifter, hvis du har været ude for uforudsigelige ændringer i dine forhold
  • tandbehandling, medicin, briller og psykologbehandling, der ikke kan ydes hjælp til efter anden lovgivning. Behandlingen skal være nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet
  • flytteudgifter
  • transportudgifter i forbindelse med samvær med børn, som ikke bor hos dig

Herlev Kommune kan desuden yde efterlevelseshjælp, hvis din ægtefælle eller samlever er afgået ved døden.

Har du høje boligafgifter eller stor forsørgerbyrde, kan du ansøge om særlig støtte. Det gælder dog kun, hvis du modtager kontanthjælp.

Dette gælder for alle med lav indkomst - dog ikke hvis du er folkepensionist eller førtidspensionist under gammel ordning.
Folkepensionister og førtidspensionister under gammel ordning har i stedet mulighed for at søge om personligt tillæg eller helbredstillæg.

Læs om mulighederne for folkepension og tillæg

Hvornår kan du søge?

Som hovedregel kan du ikke få hjælp til udgifter, du har påtaget dig, inden du ansøger om hjælp. Vi tager stilling i hvert enkelt konkrete tilfælde og lægger vægt på:

  • dine indtægter og udgifter
  • din opsparing og formue
  • din familiesituation
  • din mulighed for at have kunnet forudsige ekstraudgiften
  • typen af ekstraudgift
  • om ekstraudgiften falder ind under en anden lovgivning

Hvis du er gift eller samlevende, indgår din ægtefælles/samlevers forhold også i den samlede vurdering af din situation.

Hvordan søger du?

Du skal lave en ansøgning, hvor du oplyser om:

  • hvad du søger om
  • din begrundelse for at søge
  • dine forsikringsforhold
  • din formue, plus evt. ægtefælles/samlevers
  • dine indtægter, plus evt. ægtefælles/samlevers
  • dine udgifter, plus evt. ægtefælles/samlevers

Du kan bruge Herlev Kommunes ansøgningsskema og vedlægge din dokumentation. Ansøgningen afleveres i Borgerservicen.

Skal jeg betale det tilbage?

Herlev Kommune kan træffe afgørelse om tilbagebetaling, hvis du uberettiget har modtaget ydelser. Tilskud til enkeltudgifter er skattefrie.

Hvordan klager du?

Hvis du ikke er enig i vores afgørelse så kan du klage til Ankestyrelsen inden fire uger, efter du har modtaget afgørelsen.

Mere information

Du kan læse mere på Borger.dk om Økonomisk tilskud fra kommunen.