Hjemmehjælp

Du kan søge om hjemmehjælp, hvis du har nedsat funktionsevne og har svært ved at klare de daglige gøremål.

Hvem kan søge om hjemmehjælp?

Du kan søge om hjemmehjælp hvis du har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller hvis du har særlige sociale problemer.

Hjælpen bevilges efter en faglig vurdering. Hvis der bor andre på din adresse, der kan udføre den hjælp du søger om, bevilger Herlev Kommune som udgangspunkt ikke hjemmehjælp.

Hvordan søger du hjemmehjælp?

Du skal kontakte Visitationen i Herlev Kommune.

Herefter vil der som udgangspunkt blive planlagt et møde i dit hjem. På mødet vil du og en visitator tale om din situation og dine ressourcer. Efter mødet vil du modtage en skriftlig afgørelse på, om du er berettiget til den hjælp du har søgt om.

Hvis en anden søger om hjemmehjælp på dine vegne, skal vedkommende, der søger, have din tilladelse.

Hvad er formålet med hjemmehjælp?

Formålet med hjemmehjælp er at støtte dig i at kunne klare dig selv eller at lette dig i dagligdagen i forhold til praktiske og personlige opgaver. Når du søger om hjemmehjælp, skal det derfor afklares, om din funktionsevne kan forbedres, så dit behov for hjælp kan nedsættes.

Hvis det afklares, at din funktionsevne kan forbedres, bevilges du et træningsforløb i en tidsbegrænset periode. Efter træningsforløbet vil der blive taget stilling til, om du har behov for den hjemmehjælp, du har søgt om.

Læs mere om træning og afklaring under Aktivt Liv

Hvis det afklares, at din funktionsevne ikke kan forbedres, og du bevilges hjemmehjælp, vil hjælpen blive tilrettelagt sammen med dig. Du og din hjælper vil samarbejde om opgaven, så du er aktiv, hvor det er muligt. Hjælpen udføres med respekt for din livsform.

Hvilke indsatser kan du søge?

Ved bevilling af hjemmehjælp har du frit valg blandt kommunens hjemmehjælp og en række godkendte private leverandører. Du kan ansøge om hjælp til følgende indsatser:

  •     Praktisk bistand
  •     Personlig pleje
  •     Indkøb
  •     Tøjvask
  •     Madservice

Læs mere om de enkelte indsatser her

Her får du mere at vide om kvalitetsstandard og lovgrundlag

Kvalitetsstandard

I Herlev Kommunes kvalitetsstandard kan du læse om vores serviceniveau.

Lovgrundlag

Hjemmehjælp gives i henhold til § 83, stk. 1-8 i Lov om social service.

Voksenrådgivning og Visitation - Visitationen

Herlev Bygade 90
2730 Herlev
44 52 62 92
visitationen@herlev.dk

Åbningstider
Mandag 09:00  - 14:00
Tirsdag 09:00  - 14:00
Onsdag lukket  - lukket
Torsdag 09:00  - 14:00
Fredag 09:00  - 14:00
Lørdag  -
Søndag  -