Regnvand

Tag- og overfladevand kan ledes til kloakken eller nedsives f.eks. gennem en faskine.

De ændrede regnmønstre gør, at kloakkerne ikke kan klare al regnvandet. Derfor er der fastsat en afløbskoefficient, som betyder, at du som grundejer skal håndtere noget af dit regnvand selv. Læs mere om afløbskoefficient, afløbsret og de forskellige løsninger til regnvandshåndtering nedenfor.

Find afløbskoefficienten for din ejendom her.

Afløbskoefficient

Afløbskoefficienten fortæller hvor stor en andel af regnvandet, der må afledes til kloakken for de enkelte kloakoplande. Afløbskoefficienten er reguleret i Herlev Kommunes spildevandsplan, hvilket betyder at man fra den enkelte ejendom kun har ret til at lede en angivet mængde regnvand til kloakkerne. Afløbskoefficienten i dit område kan du finde i Herlev Kommunes spildevandsplan side 48 og 49.

Kloakkerne er dimensioneret efter regnmønsteret for, hvornår de er anlagt. I Herlev Kommune er det primært omkring år 1940 til 1970, men de seneste års ændrede regnmønster med flere skybrud, giver øget risiko for oversvømmelser. For at mindske risikoen er det vigtigt, at overholde afledningskoefficienterne, så der ikke ledes mere regnvand til kloakkerne end de kan klare.

Hvor meget må jeg aflede?
Hvis din grund er 500 m2, tagarealet på dit hus er 200 m2 og afløbskoefficienten er 0,17 må du aflede vand fra:

                                                                         500 m2 x 0,17 = 85 m2

Du må altså aflede vand fra 85 m2 af dit tag eller andre befæstede arealer. Du skal dermed selv håndtere vand fra:

                                                                        200 m2 - 85 m2 = 115 m2

Du skal altså selv håndtere vand fra 115 m2 af dit tag. 

Forsinkelse af regnvand

Forsinkelsesbassin/forsinkelsestank kan være løsningen for dig, der bor i et område med højtstående grundvand, eller vis grund ikke har plads til en faskine eller et regnbed. I et forsinkelsesbassin opsamles vandet inden det afledes til kloakken. Der kræves ikke tilladelse fra Herlev Kommune til etablering af et forsinkelsesbassin.

Nedsivning gennem faskine eller regnbed

Regnvand kan nedsives via en faskine eller et regnbed. Det hjælper dig af med vandet ved skybrud og du hjælper samtidig med at øge mængden af grundvand, som jo er en vigtig ressource for os alle. Det er dog ikke alle steder, at nedsivning er en god idé, jorden kan være uegnet til nedsivning og/eller grundvandet kan stå højt. 

Etablering af faskine eller regnbed kræver tilladelse fra kommunen som stiller krav til anlæg og drift, eksempelvis skal der fra nedsivningsanlæg være 2 meter til skel og 5 meter til beboelseshus. Nedsivning af regnvand i erhvervskvarteret eller på andre forurenede grunde ikke tilladt. Du kan søge om tilladelse til en faskine eller regnbed via Byg og Miljø.

Faskine
Du har som grundejer muligheden for at etablere en faskine til afledning af dit tagvand og/eller overfladevand. Faskiner er relativt enkle at anlægge og vedligeholde, og da de er helt nedgravede, ses de slet ikke på overfladen.

Regnbed
Du kan klimasikre og forskønne din have i samme omgang ved at anlægge et bed i haven med planter stående i f.eks. sand og grus, som har en god nedsivningsevne. Planterne skal kunne tåle både at stå i vand samt tørre ud.

 

Skal du udstykke din grund?

Hvis du vil udstykke din grund, skal du kunne overholde afløbskoefficienten - både på den nye matrikel og på din eksisterende matrikel, der bliver mindre efter udstykningen.

Vil du lede regnvand til et vandløb?

Hvis du ønsker at lede regnvand til et vandløb, skal du have en udledningstilladelse fra Herlev Kommune. Kontakt Center for Teknik og Miljø på mail: tm@herlev.dk eller tlf. 44 52 50 00.

Tømning af store badebassiner

Badevandet skal i spildevandskloakken, hvis der er anvendt klor til desinficering. Bassinet skal tømmes til samme kloakbrønd på grunden, som afløb fra badeværelse og køkkenvask går til, for så løber vandet til renseanlæg, som renser vandet, inden det bliver lukket ud i naturen.

Hvis der anvendes klorfri rensning, kan badebassiner tømmes i haven. Vandet kan for eksempel bruges til vanding af bede og græsplæne, så vandet genbruges.

Uanset om man bruger klor eller ej, så må vandet ikke ledes ud i et nedsivningsanlæg/septiktank, da mængderne er for store og kan medføre, at slammet skylles ud af septiktanken og ud i naturen – eller at anlægget tilstoppes.

Genbrug af regnvand

Genbrug dit regnvand og spar på vandregningen!

Du kan bruge dit regnvand til:

  • Toiletskyl
  • Tøjvask
  • Bilvask
  • Havevanding

Vil du opsamle vand til toiletskyl og tøjvask, skal du have tilladelse fra kontakt Herlev Kommune.
Kontakt Center for Teknik og Miljø.

Regnvandsinstallationen skal udføres af et autoriseret VVS-firmaskal, da en række lovkrav skal opfyldes, idet regnvand har en dårligere kvalitet end drikkevand.

Ved nybyggeri skal regnvandsanlægget være en del af ansøgningen om byggetilladelse og ved ændringer af installationer på eksisterende etagebygninger, skal der søges om byggetilladelse, mens ændringer af installationer i eksisterende enfamiliehuse kan ske uden at involvere bygningsmyndigheden, dog skal alle regler naturligvis overholdes.

Der gives ikke tilladelse til brug af regnvand til toiletskyl og tøjvask i institutioner for børn under 6 år, hospitaler, plejehjem eller andre institutioner med særligt følsomme grupper.

Du kan læse mere om genbrug af regnvand på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Natur- og Miljøteam - Center for Teknik og Miljø

Herlev Bygade 90
2730 Herlev
44526400
miljo@herlev.dk

Åbningstider
Mandag 09:00  - 14:00
Tirsdag 08:00  - 14:00
Onsdag lukket  - lukket
Torsdag 09:00  - 17:00
Fredag 09:00  - 14:00
Lørdag  -
Søndag  -