Brug af naturen i Herlev

Læs her om stier, ridestier, lystfiskeri, hundefolde hvor din hund må være fri og meget mere.

Stier

Herlev Kommune har mange stier for cyklister og for gående. Nogle stier er gode til at skyde en genvej som fodgænger eller cyklist. Der er flere steder med skiltning markeret, hvor stierne fører hen.

Sikkerhed og en god forbindelse
Hensigten med stisystemet i Herlev er at skabe mulighed for motion og rekreation i grønne områder, og at give trafiksikre transport muligheder for gående og cyklende.

Om stisystemet
Tidligere handlede det om at stier fremmede et sikkert miljø for børn og svage. Nu handler det også om at skabe en god forbindelse mellem Herlevs lokalområder og at få flere til at komme ud i det grønne og vælge ”hjulene” eller ”benene” som transport frem for bilen.

Her må hunden gå løs

Der er 3 hundefolde i Herlev, og kun her må hunde gå uden snor.

I Herlev Kommune kan du som hundeejer lade din hund gå frit i kommunens 3 hundefolde. Hundefoldene finder du i Smalskov, Træbanken og Hospitalsparken.

Alle andre steder skal hunde være i snor – både af hensyn til mennesker og dyr.

Find din nærmeste hundefold:

Flink af natur - hold hunden i snor
Selv om din hund er sød og velopdragen, kan den skræmme børn eller voksne, der ikke kender den. Og selv den dejligste hund kan komme til at følge instinkterne, når den opdager en fugleunge i krattet. Særligt omkring Kildegården oplever vi desværre, at løse hunde skambider områdets dyr.

Det er dit ansvar at holde hunden i snor, så andre dyr og mennesker kan færdes frit.

Se Friluftsrådets kampagne "Flink af natur".

Se også Naturstyrelsens regler for hunde i naturen.

Ridestier

I Hjortespringkilen i det nordlige Herlev findes 2,4 km separate ridestier. I kombination med andre stier og mindre veje er det muligt at komme rundt i det meste af området.

Se kort med ridestier her

Af hensyn til naturen og de andre naturgæster gælder følgende regler for ridning på Herlev Kommunes stier og arealer:

  • Tag hensyn til andre naturgæster. Ved møde med andre naturgæster og ryttere skal passage ske i skridt.
  • Du må ikke lægge forhindringer (spring) ud på ridestierne uden konkret tilladelse.
  • Der må rides:
    • på de afmærkede ridestier. Dårligt føre på ridestien giver ikke ret til at ride på andre stier.
    • På de afmærkede fælles cykel-, gang- og ridestier.
    • På grusvejene i skridt.
  • Der må ikke rides:
    • På grusvejene i galop, trav, tølt eller pas.
    • På øvrige cykel- og gangstier.
    • På rabatter langs veje og stier.
    • På marker, græsarealer og i skovbunden

Ridning foregår på eget ansvar. Det er ikke sikkert, at ridestierne er plane og egnet til galop, eller at grenene er beskåret, så der er frit i rytterens højde.

Overtrædelse af reglerne kan resultere i politianmeldelse.

Fiskeri i søer

Herlevs mange småsøer indbyder til lystfiskeri for børn og voksne. 

Det er tilladt at lystfiske i alle søer, der ejes af Herlev Kommune.

Fiskeri i andre søer end kommunens kræver altid en aftale med ejeren. Dette gælder bl.a. Vesterled Sø.

Ved fiskeri gælder de landsdækkende regler om fisketegn for alle mellem 18 og 65 år. Læs mere hos Miljø- og Fødevareministeriet.

Herlev Kommune opfordrer til altid at tage hensyn til naturen og andre naturbrugere. Undgå forfodring, da det forurener søerne med næringsstoffer, og efterlad ikke affald eller fiskesnører, da det skader dyrelivet og naturoplevelsen for andre.

Vær opmærksom på, at nogle søer anvendes til regnvandsbassiner for vand fra veje m.m. Disse søer kan indeholde miljøfremmede stoffer, og det kan derfor ikke anbefales at spise fisk derfra. Dette gælder blandt andre: Lindbjerg Sø, Lidssøen, Dildhavebassinet, Herlev Gadekær, Hospitalssøen, Kagssøen, Sortsø og Sortemosen.

Sejlads på søen i Smørmosen

Det er forbudt, at sejle på søen ”Smørmosen” i det fredede område Smør- og Fedtmosen. Forbuddet gælder i perioden den 1. marts til 30. september og gælder al sejlads, herunder sejlads med båd, kajak, kano, paddleboard og lignende samt henlæggelse af både ved søen og overnatning i båd.

Sejlads i forbindelse med naturpleje og arbejder som udføres ifølge fredningsbestemmelsen og plejeplanen for området vil fortsat være tilladt hele året, dog først efter forudgående og konkret aftale med Herlev Kommune.

Hvis du vil sejle på søen, skal du først søge om tilladelse hos Herlev Kommune. En ansøgning kan sendes til tm@herlev.dk eller Herlev Kommune, Herlev Bygade 90, 2730 Herlev. En eventuel tilladelse vil kun kunne gives for perioden fra 1. oktober til 29. februar og kun gælde for én dag. Den vil være begrænset til søens vandflade, med forbud om at gå i land på øerne i søen. En tilladelse vil ikke blive givet til motoriserede fartøjer.

Om søen ”Smørmosen”

Søen ”Smørmosen” er ca. 27.000 m2 og ligger i det fredede område, Smørmosen. Søen er opstået som følge af tidligere tiders tørvegravning. Den er de fleste steder op til 2 meter dyb med lodrette brinker. Søen er på nær enkelte korte strækninger omgivet af mose med et blødt underlag i modsætning til en brink af fast lerjord. Det er derfor ikke helt ufarligt at færdes på søen.

I midten af søen ligger to øer bevokset med rørskov og spredte træer. Øerne er et yndet sted for mange fugle til ophold og yngleplads. Der er blandt andet observeret rørdrum ved søen. Rørdrum er udpegningsgrundlaget for det nærliggende Natura2000 område Øvre Mølleådal, Furesø og Frederiksdal Skov.

Sejlads på søen vil være til gene for dyrelivet i mosen, især de ynglende fugle. Yngletiden strækker sig fra 1. marts til 30. september. Standfuglene bruger dog søen året rundt.

Du kan læse mere om det fredede område Smør- og Fedtmosen her.

Droneforbud i Herlev Kommune

I Herlev Kommune må du kun må flyve med drone i professionel sammenhæng.
 
Ifølge dronebekendtgørelsen er hele Herlev Kommune en byzone - også naturområderne i nord. Du må ikke flyve med drone i byzoner, med mindre du har dronebevis og har informeret politiet om din flyvning mindst 24 timer før opsætning af dronen.
 
Hvis du gerne vil flyve med drone, kan du på www.droneluftrum.dk finde steder, hvor der ikke er lokale restriktioner. Kortet tager dog ikke højde for bekendtgørelsens udvidede definition af byzone, så vi anbefaler, at du altid spørger den pågældende kommune først.