Der er mange måder at have det svært på eller at have det hårdt. Det kan være svært at vide, om du har brug for at søge professionel hjælp. Det at have det svært i en periode kan være en almindelig og naturlig del af at være barn og ung.
Men hvis noget er for svært til, at du kan klare det selv, skal du ikke stå alene med det. Faktisk er det de voksne omkring dig, der har ansvaret for, at du har det godt.
Hvis du oplever at have det svært som barn eller ung, kan du fx opleve,
at du:
- ofte føler dig nedtrykt, umotiveret, ked af det eller bange meget af tiden?
- går med store bekymringer, der gør hverdagen svær
- har fået et svært forhold til mad eller undgår at spise
- har problemer med uro, opmærksomhed eller impulsivitet
- ikke rigtig ved, hvad der er galt, men det er svært og føles ikke godt.
Hvis du er i tvivl - om du har det så svært - at du bør have hjælp, kan du ringe og tale med en voksen vejleder, som er vant til at tale med børn og unge, der har det svært.
Du, dine forældre og vejlederen finder ud af, om du og dine forældre selv kan klare det. Det kan også være, at du vil kunne hente støtte i aktiviteter og fællesskaber sammen med andre, der har det ligesom dig.
Vejlederen kan hjælpe med at afklare, om Åbent Tilbud for Mental Sundhed er noget for dig som barn, ung eller jer som forældre. Vejlederen kan også hjælpe ved at guide dig/jer videre til evt. andre mere relevante tilbud.
Deltagelse i et forløb kan hjælpe dig/jer med at bliver klogere på, hvordan du og din familie sammen kan skabe nogle bedre betingelser for, at du kan trives.
Ved hjælp i Åbent Tilbud for Mental Sundhed skal begge dine forældre give samtykke til at du modtager behandling. Du skal desuden bo og have adresse i Herlev Kommune.
Det kan måske føles underligt at spørge efter hjælp her på siden hos nogle voksne, du ikke kender endnu. Men vejlederen er her netop for at hjælpe børn og unge, hvis der er noget, der er svært.