Månedens grønne casevirksomhed: Hjortespringgårds Grøntsagshave

Publiceret 20-06-2023

Hjortespringgårds Grøntsagshave er en ny iværksættervirksomhed, som dyrker og sælger grøntsager lokalt.

På Valnæsvej 19 i den nordlige del af Herlev, ligger en helt unik Herlev virksomhed. Her finder man nemlig Hjortespringgårds Grøntsagshave - en ny iværksættervirksomhed (2020), som dyrker og sælger grøntsager fra deres jordbrug på 1,6 hektar. Grøntsagerne sælges til omtrent 50 lokale kunder, som abonnerer på Hjortespringgårds grøntsagskasser.

”Lokalområdet har taget godt imod os, og vi er meget taknemmelige for at der er lokale familier som har lyst til at indgå i vores koncept om et lokalt fællesskabsstøttet landbrug”, lyder det fra Irene Kornerup og Mette Madvig, som sammen ejer Hjortespringgårds Grøntsagshave.

I et fællesskabsstøttet landbrug bestiller og betaler kunderne grøntsagerne forud for årets høst. Dermed deler jordbrugeren og forbrugerne fordele og risici. Når høsten er stor får kunderne meget, og når høsten er lille får kunderne lidt mindre. For Hjortespringgård er dette en økonomisk bæredygtig forretningsmodel, som sikrer stabilitet og giver mulighed for at sætte gang i nye tiltag.

”Uden den lokale støtte via abonnementstilmeldinger, ville det ikke være muligt for os at drive vores forretning - abonnementsordningen er fundamentet, hvorfra vi kan arbejde videre med vores andre tiltag. Vi har stadig ledige pladser til årets grøntsagskasser og håber naturligvis at flere har lyst til at være med”, fortæller Mette Madvig.

Passion for bæredygtig fødevareproduktion

Hjortespringgårds Grøntsagshave ejes af Irene Kornerup og Mette Madvig. De to mødte hinanden for et par år siden på en have-workshop, hvor de fandt sammen omkring deres fælles passion for at dyrke grøntsager på en bæredygtig måde. Irene er uddannet arkitekt og Mette er uddannet cand.merc., men passionen for bæredygtig dyrkning var så stor, at de tog springet ud i en ny karrierevej sammen.

”Visionen med Hjortespringgårds Grøntsagshave er at inspirere andre til en fødevareproduktion med omsorg for natur og mennesker. Det gør vi ved konkret at vise, at det er muligt at dyrke meget mad på ganske lidt plads, samt ved at dyrke f.eks. flerårige grøntsager, som for mange mennesker – endnu – er ukendte, og ved at dele ud af vores erfaring på workshops, kurser og rundvisninger”, fortæller Irene Kornerup.

Permakultur og regenerativ dyrkning

Selvom grøntsagerne primært sælges over sommeren og efteråret, starter planlægningsarbejdet for sæsonen allerede i januar. Her skal det planlægges hvilke afgrøder der skal plantes, hvornår de skal forspires og sættes i jorden.

Netop metoden som grøntsagerne dyrkes på, er det der gør Hjortespringgård helt særlig. Virksomheden arbejder nemlig med metoder indenfor permakultur og regenerativ dyrkning. Det vil sige, at grøntsagerne dyrkes på en måde, hvor der bruges så få ressourcer som muligt. Grøntsagerne dyrkes med håndkraft og på en grave-fri måde, så der sikres en optimal udnyttelse af næringsstofferne i jorden. Når grøntsagerne høstes, plantes der nye i samme bed og tilbageværende rødder efterlades i jorden og bliver til næring for nye afgrøder.

”I permakultur dyrkning tages der udgangspunkt i at dyrke på en måde hvor vi efterligner naturens økosystemer, både over og under jorden og det er dermed en meget nænsom og klimavenlig måde at dyrke fødevarer på. Vi oplever der er behov for at genlære, hvordan vi i Danmark kan dyrke mad til mennesker, i samarbejde med naturen. Nyhøstede grøntsager, som er dyrket i en sund jord, har mere smag og flere vitaminer og næringsstoffer”, fortæller Mette Madvig.

Nye bæredygtige forretningsmuligheder

Da Irene og hendes mand købte Hjortespringgård for et par år tilbage, var der ikke andet end græsmarker og en lille hovedbygning. Alle kræfter blev derfor sat ind på at få etableret grøntsagshaven samt at udbygge og renovere hovedhuset. Markedsføring af virksomheden har dermed ikke været det store fokusområde i starten, men det er planen at sætte mere ind her fremover. Irene og Mette har også planer om nye projekter, som skal udvide forretningsmodellen med flere tilbud til private og erhverv alt sammen med det formål at udbrede kendskabet til bæredygtig fødevareproduktion. Hjortespringgård tilbyder blandt andet leje af udendørs mødelokale i deres nybyggede åbne lade med mulighed for lokale smagsprøver og rundvisning i haven samt leje af faciliteter og haven til events.

”Vi vil som sagt gerne inspirere så mange mennesker som muligt til at få en dybere forståelse for samspillet med naturen når vi producerer fødevarer”, lyder det fra Irene Kornerup.

Det er også årsagen til at Hjortespringgård har indgået et samarbejde med Jordens Skole om et Gå-til-have kursusforløb, hvor private kan tilmelde sig et hold på Hjortespringgård og lære at dyrke grøntsager og lære om biodiversitet og jordens mikroliv. Der afholdes også workshops i løbet af sæsonen blandt andet om skovhaver og fermentering af grøntsager.

Hjortespringgårds Grøntsagshave modtog i 2022 Herlevs Grønne Erhvervspris, for deres arbejde med bæredygtighed. 

Læs mere om Hjortespringgårds Grøntsagshave på deres hjemmeside.