Tailorzyme vil minimere spild i fødevareindustrien

Biotek virksomheden Tailorzyme indkøber enzymer og udvikler skræddersyede enzymløsninger til fødevareindustrien. Enzymerne bruges til at udnytte restprodukter fra produktionen og kan dermed være med til at minimere spild.

Tailorzyme blev stiftet i 2015 af Bent Piil Pedersen og Lars Peter Andersen, som begge har en fortid i Novozymes. Bent Piil Pedersen, som i dag er Executive Vice President i Tailorzyme, fortæller, at der var et hul i markedet, i forhold til at bruge enzymer til at udnytte restprodukter fra fødevareindustrien, og derfor besluttede han og Lars Peter Andersen sig for at oprette en virksomhed, som netop skulle have fokus på dette.

Ved produktion af fødevarer, vil der som regel være nogle rester tilovers. I kødproduktion kan det for eksempel være knogler eller blod. I stedet for at smide restprodukterne ud, kan man ved hjælp af enzymer udnytte resterne og genbruge dem i andre produkter som dyrefoder eller supper. Enzymer kan nemlig nedbryde og opbygge molekyler, og derfor kan brugen af dem være med til at mindske spil i fødevareindustrien.

Siden 2019 har Tailorzyme haft adresse på Hørkær 14 i Herlev. Tailorzyme har både danske og udenlandske kunder inden for fødevarebranchen herunder kød-, fisk- og planteproduktionsbranchen. I laboratoriet på Hørkær arbejder Tailorzyme med at sammensætte de helt rigtige enzymløsninger til deres kunders behov. Den specifikke sammensætning af enzymer kan nemlig have stor betydning for det færdige produkt blandt andet i forhold til smag.

Flere økonomiske og miljømæssige fordele ved at bruge enzymer
Udover at enzymer kan bidrage til at minimere spild og øge udbyttet af produktionen i fødevareindustrien, er der også andre miljømæssige og økonomiske fordele ved at benytte enzymer frem for kemikalier. Bent Piil Pedersen forklarer, at enzymer arbejder under lavere temperaturer og har en hurtigere proces end kemikalier. Derfor har de også et lavere energiforbrug. Der er altså både tid, penge og energi at spare ved at bruge enzymer frem for kemikalier. Desuden kan brugen af enzymer være med til at forbedre kvaliteten af produkterne for eksempel i forhold til smag.  

Men hvorfor bruger alle fødevareproducenter, så ikke enzymer i deres produktion? Ifølge Bent Piil Pedersen kræver det et stort incitament fra producenterne, da det i mange tilfælde er nødvendigt med en større omlægning af hele produktionen, sådan at denne kan håndtere brugen af enzymer. Det koster penge og kan derfor, på den korte bane, være en stor udgift for mange virksomheder.  

Alligevel forudser Bent Piil Pedersen at brugen af enzymer i fødevareindustrien vil være langt mere udbredt i fremtiden. Tailorzyme arbejder hele tiden på at udvide deres sortiment og udvikle nye løsninger, som kan bidrage til at minimere spild og udnyttelse af ressourcer. De deltager i flere forskellige forskningsprojekter med fokus på uudnyttede ressourcer. Tailorzyme er for eksempel en del af et projekt, hvor man ved hjælp af enzymer forsøger at udnytte proteiner i kyllingefjer. Mange tons kyllingefjer går hvert år til spilde, og hvis man ved hjælp af enzymer kunne udnytte denne ressource, ville det skabe nogle helt nye muligheder, fortæller Bent Piil Pedersen.

Tailorzyme forsker også i at udnytte ressourcer som insekter, tang og alger. Helle Juhl Olsen, Key Account Manager i Tailorzyme fortæller, at der er mange potentialer i at udnytte disse ressourcer. Hvis vi forstår at udnytte disse ved hjælp af enzymer, sådan at de kan bruges i foder, så behøver man ikke i lige så høj grad at importere foder fra udlandet. På den måde vil klimaaftrykket i forhold til import af foder også mindskes.

Der er altså store muligheder i at tænke enzymløsninger ind i fremtidens fødevareproduktion. Den største udfordring er dog, om økonomien kan følge med.

Læs mere om Tailorzyme på deres hjemmeside.